DanskVi afslutter denne forskning med Alphonse de Lamartines ord i 'Histoire de la Turquie': ‘Aldrig har noget menneske, frivilligt eller ufrivilligt, sat sig et højere mål, eftersom dette mål var overmenneskeligt; at undergrave den overtro, der var kommet imellem skabningen og dens Skaber, at give Gud til mennesket og mennesket til Gud; at genoprette de rationelle og hellige ideer om guddommelighed midt i kaoset af materielle og forvrængede afguder. Aldrig har mennesket påtaget sig et arbejde, der rakte så langt ud over menneskets ydeevne med så utilstrækkelige midler, for han (Muhammed) havde i udtænkningen såvel som udførelsen af så stor en plan intet andet redskab end sig selv og ingen andre hjælpere end en håndfuld mænd, der boede i et hjørne af ørkenen.
Og endelig har intet menneske nogen sinde på så kort tid gennemført så enorm og varig en revolution i verden, for i løbet af under to århundreder efter islams forkyndelse, herskede islam over hele Arabien med forkyndelse og våben, og erobrede i Guds navn Persien, Korasan, Transoxanien, det vestlige Indien, Syrien, Egypten, Etiopien, hele det kendte nordafrikanske kontinent, adskillige øer i Middelhavet, Spanien og en del af Gallien. "Hvis storhed i målsætning, lidenhed i middel, og enorme resultater er de tre kriterier for et menneskeligt geni, hvem ville så vove at sammenligne nogen stor mand i historien med Muhammed? De mest berømte mænd skabte kun våben, love og imperier. De grundlagde ikke andet end en materiel magt, som ofte smuldrede for øjnene af dem. Denne mand bevægede hære, lovgivninger, imperier, folkeslag, fyrstehuse, millioner af mennesker i en tredjedel af den beboede verden; han bevægede altrene, guderne, religionerne, ideerne, troen, sjælene.
"På grundlag af en Bog, hvor hvert eneste bogstav er blevet lov, skabte han en åndelig nationalitet, som indbefatter folk af alle tungemål og racer. Og han har efterladt et uudsletteligt kendetegn for sin muslimske nationalitet, hadet til falske guder og lidenskaben for den ene og ikke-materielle Gud. Denne patriotisme, der hævnede vanhelligelsen af Himlen, udgjorde Muhammeds tilhængeres kvaliteter; erobringen af en tredjedel af jorden til hans dogme var hans mirakel; eller rettere sagt: Det var ikke menneskets, men fornuftens mirakel. "Ideen om den ene Gud, der blev erklæret, netop da myterne og fablerne var udtømt, var i sig selv en sådan kvalitet, at da den blev ytret fra hans læber, antændte den alle de gamle afgudstempler og satte en tredjedel af verden i brand. …
Hans liv, hans meditation, hans heroiske bespottelse af overtroen i hans land, hans dristighed i konfrontationen med afgudsdyrkelsens raseri, hans standhaftighed i at tåle det i 13 år i Mekka, hans accept af at være genstand for folks foragt og næsten blive offer for sine landsmænd: og endelig hans flugt, hans utrættelige forkyndelse, hans ulige krige, hans tro på sejren, hans overmenneskelige ro midt i ulykken, hans overbærenhed i sejren, hans ambitioner, som fuldstændigt var helliget ideen og på ingen måde et imperium; hans endeløse bønner, hans mystiske samtaler med Gud, hans død og hans triumf efter døden; alt dette vidner ikke om en bedrager, men om en overbevisning. Det var en overbevisning, som gav ham kræfterne til at genindføre et dogme.
Dette dogme var tofold: at Gud er én, og at Gud er ikke-materiel: det ene fortalte, hvad Gud er, det andet fortalte, hvad Gud ikke er; det ene omstyrtede de falske guder med sværdet, det andet indviede en idé med Ordet. Filosof, Taler, Apostel, Lovgiver, Kriger, erobrer af ideer, Genopretter af rationelle dogmer .... Grundlægger af de tyve jordiske imperier og af ét åndeligt imperium, det var Muhammed. Efter alle de målestokke, som menneskelig storhed kan måles efter, hvilket menneske var så større end han?